Dansk Landevej

Coloquick Cycling Team i stærk opstilling til jubilæumsløb i Lyngby

Coloquick Cycling Team kommer i stærk opstilling, når Lyngby CC den 1. juni fejrer klubbens 100 års jubilæum med et stort anlagt gadeløb i centrum af Kongens Lyngby.

Det danske UCI-team stiller med banelandsholdsrytterne Rasmus Lund, Casper Von Folsach og Frederik Rodenberg, den rutinerede Christian Moberg samt den blot 18-årige talentfulde Aksel Bech Skot Hansen.

Specielt Casper Folsach og Frederik Rodenberg skal regnes blandt de helt store favoritter til at vinde løbet, der skal køres på en 3,5 km lang rundstrækning.

Folsach har domineret de hjemlige A-løb i dette forår, mens Rodenberg bevidste, at han er helt tilbage efter en længere skadespause ved i starten af maj at vinde både U23-udgaven af den tyske semiklasser Eschborn-Frankfurt samt det danske Skive-Løbet.

“Det bliver super fedt at køre gadeløb i centrum af Lyngby, og forhåbentlig kommer der rigtig mange tilskuere på dagen. Vi har i Frederik Rodenberg en af Danmarks allerhurtigste ryttere med til Lyngby, så naturligvis går vi efter at vinde”, vurderer sportsdirektør på ColoQuick Cycling Christian Andersen.

Gadeløbet i Kongens Lyngby den 1. juni køres både for børn, for motionister og altså for eliten. Alle har dermed mulighed for at køre cykelløb på en afspærret rute og få en stor cykeloplevelse. Der er start og mål på Lyngby Hovedgade. Tilmeldingen til løbet for eliten og motionister foregår via https://www.cyklingdanmark.dk/tilmelding/. Børneryttere, der kører gratis, skal tilmelde sig via email Info@lyngbycc.dk. Husk at angive navn og fødselsdato.