Dansk Landevej

Bliver det til ny dansk succes i Tour de l’Avenir?

Fredag indledes U23 Nations Cup løbet Tour de l’Avenir. Et løb der kaldes ungdommens Tour de France, og som fungerer som sjette afdeling af årets U23 UCI Nations Cup. Danmark fører Nations Cup med 80 point. Frankrig er nr. to med 75 point og Belgien nr. tre med 68 point.

Tour de l’Avenir skal køres over ni etaper i varieret terræn. Danmark stiller med Niklas Eg (Team VéloCONCEPT), Kasper Asgreen (Team VéloCONCEPT), Casper Pedersen (Team Giant-Castelli), Jesper Schultz (coloQuick-CULT), Mikkel Frölich Honoré (Lotto-Soudal) og Jonas Gregaard Wilsly ( Riwal Platform Cycling Team).

Niklas Eg er det store danske klassementhåb, mens U23 europamesteren Casper Pedersen er et godt dansk bud på en etapesejr.

Danske ryttere har tidligere hentet gode resultater i løbet. I 2007 blev André Steensen imponerende nr. tre samlet efter de kommende stjerner Bauke Mollema og Tony Martin. I 2008 vandt Troels Vinther 4. etape og dermed den første danske etapesejr i verdens største U23 løb. I 2013 vandt Michael Valgren 3. etape.

Asbjørn Kragh Andersen fik et par dage i førertrøjen i 2014, men det helt store år var 2015. Her vandt Søren Kragh Andersen både prologen og 3. etape, Mads Pedersen vandt 2. etape, mens Mads Würtz Schmidt sejrede på 4. etape. En vanvittig præstation og imponerende at de alle fire siden er blevet World Tour ryttere.

I 2005 vandt Lars Bak løbet samlet efter at havde vundet 1. etape. På dette tidspunkt var løbet dog åbent for U25 ryttere og blev ikke kørt med nationalhold. Tidligere har Bjarne Riis vundet i etaper i løbet før

Tour de l’Avenir blev kørt første gang i 1961 og har været afviklet siden under forskellige navne. Blandt vindere kan nævnes Felice Gimoni i 1964, Joop Zoetemelk i 1969, svenske Sve-Åke Nilsson i 1976, Greg Lemond i 1982, Olaf Ludwig i 1983, Charly Mottet i 1984, Miguel Indurain i 1986, Laurent Fignon i 1988 og Johan Bruynell i 1990.