Bane VM

Andet parløbs-VM til Mørkøv

For anden gang i sin karriere blev Michael Mørkøv søndag verdensmester i parløb. I 2009 i Polen vandt Mørkøv med Alex Rasmussen, og i år med Lasse Norman i Berlin. De to titler er de eneste Danmark har vundet i disciplinen.

Det danske par erobrede i Berlin som de eneste en omgang og dermed 20 point. Desuden satte de sig på løbet ved at vinde tre spurter tidligt i løbet. I alt endte Norman/Mørkøv på 62 point. New Zealand med Campbell Stewart/Aaron Gate blev nr. to med 33 point, og de forsvarende vindere Roger Kluge/Theo Reinhardt blev nr. tre med 32 point.

Den danske sejr blev hentet efter et par ekstreme døgn for Michael Mørkøv, der kom til Berlin direkte fra UAE Tour, og måtte evakueres grundet faren for corunavirus. “Dette gør sejren endnu mere specielt, og jeg er meget stolt af at tage guld i min favoritdisciplin. Verdensmester i parløb elleve år efter første gang føles utroligt”, udtalte Michael Mørkøv efterfølgende.