Bane

7’erne forsvarede deres føring på andet døgn af 6-dagesløbet

Stemning og fest, rekorder og masser af godt cykelløb. Det er overskrifterne man kan sætte på andet døgn af det 55. københavnske 6-dagesløb. Dannebrog på to hjul, Par nr. 7, er fortsat i front af Danmarks næststørste cykelbegivenhed.

Fredag aften er traditionen tro et højdepunkt i det københavnske 6-dagesløb. Og det slog ikke fejl i år. Masser af mennesker var med til at skabe stor stemning i Ballerup Super Arena. Da aftenens underholdende program blev afsluttet var det fortsat de lokale helte, Michael Mørkøv og Lasse Norman, der kunne kalde sig for det førende par.

Program for de professionelle ryttere blev fredag indledt med at Lasse Norman afgjorde parudskilningen ved at spurtbesejre Marc Hester. Dagens lange jagt over 60 minutter blev super medrivende og kørt i rigtigt højt tempo. De stærke belgiere Moreno De Pauw/Kenny de Ketele viste, hvorfor de har været vinterens dominerende par på 6-dagesbanerne ved at vinde jagten foran par nr. 7. Par nr. 9, Marc Hester/Jesper Mørkøv, og par nr. 11, Yoeri Havik/Wim Stroetinga, tabte en omgang i forhold til de to førende par.

Årets første Longest Lap blev vundet af polske Adrien Teklinski fra par nr. 5. Desuden blev der kørt Derny GP. Her sejrede europamesteren i disciplinen, Casper Folsach i B-heatet, mens den tidligere europamester Jesper Mørkøv vandt A-heatet.

Et af aftenens helt store højdepunkter var, da banerekorden i 500 meter på tid med afløsning blev slået hele to gange. Først kørte Alex Rasmussen/Casper Pedersen i 26,561 sekunder, men siden kørte Casper Folsach/Frederik Rodenberg Madsen i 25,917 sekunder, og blev altså første par under 26 sekunder. Senere på aftenen var Frederik Rodenberg Madsen ekstrem tæt på at slå Marcel Kalz rekord i omgang på tid. Den unge dansker kørt i 12,531 sekunder, mens rekorden lyder på 12,514 sekunder.

Aftenen blev rundt af med et jagt over 30 minutter. Her lykkedes det for Hester/Mørkøv og Havik/Stroetinga at vinde den tabte omgang tilbage. Dermed er fire par på omgangshøjde i spidsen af løbet. 7’erne fører med 89 point. Par nr. 9, Hester/Mørkøv er nr. to med 70 point, De Ketele/De Pauw er noteret for 62 point og Havik/Stroetinga for 56 point.

“Igen havde vi en god aften, og vi ligger fint i spidsen. Men de trænger sig på bagfra”, lød det fra Michael Mørkøv efter den sidste jagt. “Jeg synes, vi har styr på det, men nu må vi se de kommende dage”, supplerede Lasse Norman.

I Ladies Cup sejrede danske Trine Schmidt imponerende i dagens udskilningsløb, og bragte sig dermed i front at den samlede omniumserie. Denne føring bevarede hun med en tredjeplads i pointløbet, hvor irske Lydia Gurley sejrede.

Tidligere på aftenen blev 1. etape af juniorerne løb vundet vundet af par nr. 1, Benjamin Hertz/Sebastian Andreasson. I 6 Dages Cupen blev anden etape vundet af Par nr. 7, de suveræne Julius Johansen/Kristian Kaimer, der angreb med ca. 25 omgange igen og erobrede en omgang på de øvrige. I Mini 6-dagesløbet sejrede par nr. 9, bestående af Nis Fuglsang og Frederik B. Sørensen for anden dag i træk.

Læs mere om 6-dagesløbet på http://6dagesløb.dk. Resultater kan findes på http://6-dages.dammerne.dk. Billetsalget til løbet foregår via BT shop.