Ballerup Super ArenaBaneHistorieTopartikler

100 km parløb er en klassisk disciplin

100 km parløb er en klassisk disciplin, der tidligere var meget udbredt på de europæiske cykelbaner. I de glade dage med vinterbane i Forum var det forholdsvis normalt at køre jagter over denne distance.
Men stille og roligt gik de lange jagter af mode og sidste gang distancen blev kørt i Forum var i 1989, hvor legendariske Danny Clark og Jens Veggerby sejrede. Siden skulle der gå næsten 23 år, inden der igen blev kørt en jagt over 100 km ved et 6-dagesløb i København.

I 2012 valgte den daværende 6-dagesarrangør Henrik Elmgreen at markere, at det var hans sidste 6-dagesløb som ansvarlig ved at sætte netop en jagt over 100 km på programmet.
Jagten blev fantastisk spændende, og blev afgjort efter en meget tæt spurt mellem belgiske Iljo Keisse, der havde danske Marc Hester som makker, og Alex Rasmussen, der kørte som Par nr. 7 med Michael Mørkøv. Keisse vandt med få centimeter, og Keisse/Hester vandt også 6-dagesløbet 2012.

Rekordtid
Vindertiden for jagten i 2012 lød på 1 time, 55 minutter og 19 sekunder. Dette var elleve sekunder hurtigere end, da de belgiske legender Eddy Merckx og Patrick Sercu blev europamestre over distancen i Forum i 1977. Rekorden for distancen indehaves dog af australske Reginald Arnold og italienske Ferdinando Terruzzi, der i 1960 vandt i Forum i tiden 1 time, 52 minutter og 13 sekunder!
I 2015 var der igen, ved DBCs Nytårsstævne, 100 km parløb i Ballerup Super Arena. 2500 tilskuere var på plads og så danske Jesper Mørkøv og tyske Christian Grasmann sejre foran Marc Hester og belgiske Jasper De Buyst. 
Vindertiden endte på en time, 53 minutter og 23 sekunder. I 2016m igen ved DBCs Nytårsstævne gik sejren til Lasse Norman/Michael Mørkøv, der kørte distancen i en time, 54 minutter og 8 sekunder. Også her var der flot besat på tilskuerpladserne. I 2017 sejrede Julius Johansen og Frederik Rodenberg i en fyldt Ballerup Super Arena i tiden en time, 52 minutter og 49 sekunder, hvilket altså er rekord i Ballerup Super Arena.

Vinder af 100 km jagter i Ballerup Super Arena:
2012 Marc Hester/Iljo Keisse (BEL) – kørt ved 6-dagesløbet
2015 Jesper Mørkøv/Chritian Grasmann (GER)
2016 Lasse Norman/Michael Mørkøv
2017 Julius Johansen/Frederik Rodenberg

Husk den nye bog, 6-dagesløb, kan bestilles her.