Bane

U19 landsholdet til bane-VM udtaget

Danmarks Cykle Unions U19-landstræner Thomas Dalsted har udtaget sit hold til U19 bane-VM, der afvikles i Oderlandhalle i Frankfurt den 14. til 18. august.

”For herrejunior-landsholdet er der fokus på 4.000 meter holdløb, som afvikles de første to dage. Derefter afvikles discipliner som scratch, pointløb, individuelt forfølgelsesløb, 1.000 meter på tid, omnium og parløb,” siger Thomas Dalsted.

Maria Bertelsen er eneste danske U19-kvinde i Oderlandhalle, og hendes fokus vil være på omnium. Bertelsen vil også køre andre discipliner, som ikke falder sammen med omnium – hvilke discipliner kommer det endelige konkurrenceprogram til at afgøre:

”Hos damerne er det omnium, vi holder fokus på. Maria er meget ny i banesporten, men har vist en fin udvikling, siden hun i vinter valgte at kombinere bane og landevej. Hendes udvikling skal først og fremmest fortsætte, og et af de punkter, man som ny banerytter kan forbedre sig mest på, er det taktiske,” fastslår Thomas Dalsted.

Det danske U19-landshold til VM i banecykling 2019 består af:

Maria Bertelsen (Team RYTGER p/b Cykeltøjonline.dk)
Benjamin Hertz (Team ABC Junior)
Marckus Njor (Team Børkop Cykler–GIANT Slagelse/Næstved Junior)
Robin Skivild (Team Mascot Workwear)
Frederik Wandahl (Team NPV – Carl Ras – Roskilde Junior)
William Blume Levy (Team NPV – Carl Ras – Roskilde Junior)
Tobias Lund (Team NPV – Carl Ras – Roskilde Junior)