Trine Schmidts blog: NU gælder det landevejen

Sidder i sofaen og slapper af efter en fed træningstur i det danske vinterlandskab. Har netop spenderet 12 lækre solskinsdage i Girona hvor jeg har fordrevet tiden med at få kørt en masse kilometer i banken. Planen var egentlig at starte landevejs sæsonen i Ronde van Drenthe kort tid efter bane VM – men i fælles beslutning med min træner og mit hold, så valgte jeg at bruge marts måned på at blive rigtig klar til min landevejs sæsonstart.

Bane-VM i Apeldoorn føles allerede langt væk. For mit vedkommende gik VM ikke som man kunne ønske, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg i tiden efter har følt mit hovede var indkapslet i en stor dyne fyldt med tunge andefjer. En dyne jeg er i gang med at kaste af mig for at rejse mig igen. Jeg tog til VM med ambitionen om en medalje, hvilket ikke blev indfriet. VM er stort, og alle kører stærkt, men jeg synes ikke min ambition var for høj. Dels har jeg før vist, at jeg kan være med og dels vidste jeg, at jeg havde en fantastisk stærk makker i Amalie – som jo allerede i starten af VM fik indfriet sine ambitioner med to medaljer.

Kort sagt, så ramte jeg ikke VM. Den følelse som gik igennem mig, da jeg mærkede benene i parløbet, den fortalte mig ret hurtigt, at det ikke var skide godt… Alligevel formåede jeg at holde fokus og kæmpede med det jeg havde den dag. – samtidig med at Amalie lavede et kæmpe stykke arbejde. Det endte med en fjerdeplads, hvilket i og for sig er et ok resultat. Der var mange gode par bagved os – men som det konkurrencemenneske man er, så er det selvfølgelig ærgerligt og skuffende.

Man skal ikke kimse af den forpligtigelse, man føler over for sit hold eller makker, når man starter et løb, hvor man er afhængig af hinanden. Det er en fantastisk følelse når det godt godt, men samtidig er følelsen af ikke at have slået til, på ingen måde ikke rar. Når det så er sagt, så det sport – cykling kan man ikke 100 % kontrollere ligemeget hvor effektivt man forsøger. Ting kan glippe, som det gjorde for mig.

Men hvad gik så galt? I tiden efter har jeg selvfølgelig analyseret og tænkt mine tanker. Der var blevet lagt en plan i fællesskab med holdet og min træner, en plan som jeg fulgte, men som man i bagklogsskabens lys kan analysere en del på. Helt kort, så tror jeg at der har været for meget rejseaktivitet i månederne op til, hvor min mængde af rejser har været ekstrem høj. Jeg har sgu’ været verden rundt et par gange siden december – Canada, Chile, Australien, Spanien, Frankrig, blot for at nævne nogle af de nationer, jeg har været i…

Det har været velment og planlagt og til en vis grad også nødvendigt. Jeg vil undgå at gå i detaljer – det vigtigste er at lære af det, og ikke begå de samme fejl fremover. Der er forskel på den 20-årige pige, jeg var engang, og den 30 årige kvinde jeg er i dag. Hele min “kommen tilbage” er i sig selv et eksperiment i hvordan jeg som person reagerer på træning, løb etc.. Det er vigtig viden jeg tager med mig til fremtiden.

NU gælder det landevejen! Min første rigtige start bliver først i april, hvor jeg deltager i Healthy Agening Tour, som er typisk hollænderræs – uden bjerge 🙂 Jeg glæder mig til at joine VIRTU Women og kæmpe med dem i sidevinden. Det har været kuldegysende at følge med på sidelinjen her i marts, hvor alle er gået i krig med forårsklassikerne. Det startede jo fantastisk for holdet, Christina Siggaard indledte året med at tage en sejr i det hæderkronede Het Niewsblaad. Det kan ikke være andet end inspirerende 🙂

Set med danske øjne, er der to ting som har jeg hæftet mig ved her i sæson opstarten. De danske kvinder fortsætter med at skabe flotte resultater på topniveau. Amalie vandt to medaljer ved VM på banen, som tidligere nævnt sejrede Siggaard i New Niewsblaad, Cecilie Uttrup har høstet to flotte top 10 placeringer i hhv. Strade Bianche og Trofeo Binda.

En anden ting der er værd at bemærke er, at Marie Vilmann, efter en længere skadespause, endelig ser ud at være tilbage på højt niveau. Hun kan blive en uvurderlig støtte for Cecilie Uttrup til VM i Østrig senere på året. Og endelig, så hold godt øje med unge Emma Norsgaard Jørgensen – hun har være synlig i flere løb, og jeg er ret sikker på, at der venter den unge dansker mere i succes fremtiden.

Det går jo godt….. 🙂

Søndag den 1 april kører damerne den flamske “finale” når Ronde van Vlaanderen skydes i gang. Jeg er ikke selv på startstregen, men til gengæld har jeg fået æren af, at sidde i kommentatorboksen på TV2 Play. Hvor er det FEDT at TV vælger at give danskerne muligheden for at se kvinderne køre løb. Jeg vil gerne opfordre alle der kan, til at kigge med. Jeg vil garantere godt cykelløb og jeg glæder mig til at følge løbet live. I øvrigt er der flere danskere på stregen som jo kun gør løbet mere interessant – især set i lyset af, at danskerne er med i kampen om sejr!

God Påske!

Trine