Trine Schmidts blog: Mavepuster og genoprejsning

19873780_10154911367307736_431782188_n

Lad mig starte med at slå fast, at DM landevej i Grindsted 2017 var noget af en mavepuster for mig.

Enkeltstarten har altid stået mit ‘hjerte nær’ og jeg vil ikke ikke lægge skjul på, at min ambition i dette års DM var at komme på podiet – derfor var det resultat jeg leverede langt fra tilfredsstillende. Jeg følte det kørte nogenlunde ude på ruten, men må bare konstatere, at jeg ikke ramte dagen. Jeg vidste at det var et godt felt, men jeg regnede alligevel mig selv ind som podiekandidat. Jeg har ikke nogen forklaring. Sidste år blev jeg 2er. I år kom jeg endnu mere motiveret og i markant bedre form til en, for mig, næsten perfekt rute – jeg kørte bare ikke stærkt nok. Jeg var dybt skuffet og ja – lige præcis den midsommeraften blev der sparket til nogle biler og surmulet en hel del.

Desværre resulterede mit DM flop i en manglende udtagelse til EM i enkeltstart i Herning senere på året. Øv. Men sådan er cykelsporten – det går bokstaveligt talt op og ned.

I ugen efter DM var jeg totalt drænet for energi og mentalt træt. Det føltes meget tungt at skulle køre DM i omnium på Århus banen allerede tirsdagen efter landevejs DM. Det blev til en godkendt sølvmedalje efter Amalie Dideriksen. Dog synes jeg, at det er lidt tragikomisk, at vi til et elite Omnium DM kun kan skaffe seks damer til start, når vi rent faktisk er mange flere der kan køre.

Heldigvis for mig, var mit fokus hurtigt videreført på dét som jeg brænder allermest for. To dage med UCI baneløb i Dublin stod på programmet, og her skaffede jeg mig en personlig genoprejsning med to andenpladser i omnium og pointløb samt en sejr i scratch. Jeg ved ikke, hvad der er sket med mig som rytter, men jeg er i hvert fald blevet mere velovervejet og tanket op med en anden selvtillid end i mine yngre dage. Jeg tør godt gå efter at vinde.

19598586_1379079745461836_3620828169085267918_n
Banen i Dublin er 450m lang. Det er første gang jeg har kørt sidevindskørsel på en cykelbane

Det har været så fedt at køre banestævner i år, og jeg er fuld af gåpåmod for fremtiden. Jeg håber at alt flasker sig i min retning så jeg kan komme til at kæmpe med på højeste niveau igen. Jeg er målrettet hver dag med målet for øje og ligger på lag for lag. Næste halvdel af 2017 starter om ganske få dage og jeg gør mig klar til at ligge endnu en lagkagebund på kagetårnet!! Dét er jo faktisk noget af det fede ved konkurrence cykling – selve processen mod målet og alle de detaljer man kan justere på.

For tiden befinder jeg mig i Pyrenæerne på en mindre ‘træningsferie’. Et tiltrængt afbræk midt på året hvor der er lidt friere rammer med plads til ‘bare det at cykle’. Når jeg cykler op ad Tourmalet, som jo normalt ikke er hverdagskost for mig, så får det mig til at tænke på hvorfor jeg også cykler. Det var jo faktisk cykeltouring der fik mig tilbage på cyklen. Konkurrencecykling er hårdt, der er mange nederlag og mavepustere. En ferie som denne påminder mig om, at jeg også cykler fordi det simpelthen er fedt! Cykling indeholder det hele, hygge og socialt samvær samt adrenalinen og spændingen ved at følge konkurrence drømme!

Og så lige en lille røffel til mediedanmark. Når nu man er i Frankrig, vil man uvilkårligt følge med i Tour de France. Det gør jeg også, men dog på behørig afstand. Lidt TV kiggeri hist og pist, men det er også alt. Derimod prøver jeg ‘desperat’ at følge damernes Giro, som i disse dage afholdes i SydItalien med hele damernes verdens elite, blandt dem flere danskere. Det er med en vis undren, at jeg har svært ved at finde resultater og omtale af det største internationale etapeløb for damer i de danske medier (bortset fra de specielle danske cykelsites).

Så kære danske presse. Her er der en forbedringsmulighed.

/Trine

19758348_10209786951255504_135574006_n