Trine Schmidt blog: Snigpremiere på UCI Gran Fondo Denmark

DSC_0160

Gårsdagen bød på en længere træningstur i det vestsjællandske. Her deltog jeg, i en gruppe på omkring 40 mand Vi bestod af ryttere fra Holbæk Cykelsport, Cycling Planet og Feltet.dk, i det som var snigpremieren på UCI Gran Fondo Denmark. Løbet køres senere på året – i øvrigt samtidig med 3. afdeling af PostNord cuppen.

Jeg vidste jo, at der var bakker og hårdt terræn i det vestsjællandske, men det er meget sjældent jeg bevæger mig “så langt væk” i træningsøjemed. Men nu har jeg fået syn for sagen, og tro mig, jeg kan godt mærke at jeg har fået kørt nogle højdemeter på den meget smukke og idylliske rute. At vejret var sommeragtigt, gjorde den kun endnu smukkere. Både lørdag og søndag var vejret til korte rør, og for mig er det er altid noget særligt, når det gode vejr for første gang rammer Danmark. Jeg eeelsker lugten af nyslået græs og især de gule rapsmarker. Det lugter af sommer og sol – og det betyder at sommeren snart er rigtig over os :-)

For mig er UCI Gran Fondo lidt noget særligt. Tidligere ville jeg være bedøvende ligeglad, men man har jo lov til at blive klogere. Gran Fondo løbet fik mig på en måde “tilbage i konkurrence cyklingen”, hvilket jeg jo af gode grunde, er meget glad for. Gran Fondo løb er et fedt arrangement som lugter af rigtig cykelløb, med mange deltagere, fede lukkede ruter og en masse glade mennesker. Og selvom det ikke er det “rigtige VM”, så går der altid et konkurrencegen igennem kroppen på mig. Og uanset ens niveau, så er det altid sjovt at jagte podiet. Det er for mig en anden side af cykelsporten, som er mere afslappet, og noget jeg virkelig sætter pris på.

I årene efter 2011 cyklede jeg slet ikke. Jeg havde fået andre interesser, “normale” venner, et “rigtigt” arbejde, en studieplads osv… Et liv uden cyklingen. I sær om vinteren nød jeg, at jeg ikke skulle spendere en masse tid udendørs i regn, slud, sne, blæst og kulde. Nu var det pludselig tilladt at holde weekend og gøre lige hvad der passede mig uden forbehold. Uden tanker om de næste dages aktivitet på cyklen. Men… ved forårstid nev det alligevel lidt i hjertet. Der er et eller andet helt specielt ved cykelsporten når det er godt vejr. Det kan være så afslappende og nærmest mediativt, når man suser afsted og ud i det blå.

18360824_10154720810327736_938069813_n
VeloTours under Italien på langs 2015 – ved Messina strædet

Efterhånden opdagede jeg en helt ny verden indenfor cykelsporten – den sociale og afslappede del. Sammen med VeloTours cykelrejser var jeg pludselig en del af “crewet” og rejste lande og riger rundt. Coast to Coast i Pyrenæerne, Italien på langs i to forskellige versioner, Dejlige Toscana og en helt masse andre fede steder! Cykling er meget mere end mælkesyre og hårde konkurrencer. Cykelsporten er også god mad og vin, rejser og oplevelser med helt almindelige cykelglade motionister, sandwichs’ på en solrig bjergtop og meget meget mere – altsammen med fokus på glæden og ikke præstationen.

VeloTours og menneskerne omkring åbnede en helt ny side af cykelsporten for mig. Og den fik mig i den grad tilbage på jernhesten. Og så en dag, så opdagede jeg Gran Fondo løbene. Et eller andet sted inden i mig, var der jo stadig et konkurrencegen og der opstod en mulighed for, at give den gas, uden noget pres. Jeg deltog i 2014 og 2015 og vandt begge årene linjeløbet – mest af alt fordi jeg vidste hvordan jeg skulle begå mig i de store felter – det var i hvert fald ikke pga. formen :-)

18361663_10154720809222736_1772963945_n
Podiet ved Gran Fondo Copenhagen 2014

På enkeltstarten fik jeg skrabet en tredjeplads sammen med en tiltrængt påmindelse om, at enkeltstarter kommer man ikke sovende til.

Det ene skridt tog det andet og pludselig stod jeg i 2016 på startstregen til DM i Vordingborg. Selvfølgelig var det en form for mål at køre godt til DM – men jeg havde helt ærligt ikke regnet med en sølvmedalje. Jeg kørte på ren glæde og motivation – og det lønnede sig i sidste ende. Og så var jeg ligesom i gang med mit tilbagetog til konkurrence cyklingen.

Anyways, tilbage til hvor jeg startede. Jeg deltog igår i snigpremieren på dette års Gran Fondo. Jeg kommer nok ikke til at deltage senere på året i August, men hvis jeg er hjemme, så er jeg på pletten.  Det er glæden ved cyklingens mange sider jeg lever på. Jeg får en stor glæde ved at jagte mål og præstere mit bedste. Det fik jeg lov til i Gran Fondo.

Mine mål er nu igen blevet mere eliteorienteret, men jeg er glad for, at jeg har oplevet andre sider af cyklingen, som har mindet mig om, hvorfor det er så fantastisk, som det er – og hvor mange facetter af cykelsporten der findes!

/Trine

gfrekon2017_4