Dansk Landevej

Tre danskere har været på podiet i Dwar Door Vlaanderen. Fire deltager i årets udgave

Onsdag køres den 72. udgave af den belgiske brostensklassiker Dwar door Vlaanderen. Et løb der er kendt for at markere at brostenssæsonen for alvor er indledt. I årets udgave deltager fire danskere. Disse er Matti Breschel fra Astana, Mads Pedersen hos Trek-Segafredo, Christopher Juul-Jensen hos Orica-Scott og Mads Würtz Schmidt hos Katusha.

Løbet er opgraderet til at være en del af World Touren, og har derfor tiltrukket et markant stærkere felt end i tidligere udgaver. Der skal køres 203 km fra Roeselare til Waregem. På ruten er 12 Hellinger (stigninger). Nokereberg er den sidste ca. 10 km før mål, men også berømte stigninger som Oude-Kwaremont og Patersberg skal rytterne over.

Tre danskere har kørt på podiet i Dwar door Vlaanderen, der blev afviklet første gang i 1945. Matti Breschel sejrede, som dansk mester, i 2010 efter solokørsel i finalen. Faktisk på et tidspunkt hvor en stor del af den danske cykelverden havde fokus på, at der var VM i banecykling i Ballerup Super Arena. To gange har danskere hentet en tredjeplads i løbet. I 2000 var det Lars Michaelsen og i 1996 Brian Holm, der besatte den nederste plads på podiet. I øvrigt vandt det danske Memory Card Jack & Jones løbet i 2000 ved hollandske Tristan Hoffman, der faktisk også vandt løbet i 1996! Dette som TVM-rytter. To andre gange har Breschel desuden kørte i top-20 i den belgiske semiklassiker. Sidste år blev Mads Pedersen nr. 15.

I øvrigt bemærkelsesværdigt at ingen har vundet Dwars door Vlaanderen mere end to gange. Dette har 12 ryttere gjort.