Dansk Landevej

Suveræn sejr til Jonas Gregaard i Næstved

Lørdag kørte han GP Herning, søndag sejrede Jonas Gregaard fra Riwal Platform i LOXAM-løbet i Næstved på Sjælland. Sejren blev hentet næsten tre minutter foran de nærmeste, der var Mads Corell fra Christina Jewelry-KUMA og Alexander Bojsen fra det nye Team ACR-FBL elite powered by Instegra Advokater.

“Helt ærligt, så var jeg lidt indebrændt over ikke at være med i finalen ved GP Herning i går – så jeg traf en hurtig beslutning her til morgen og tog til Næstved for at køre Loxam løbet”, forklarede Jonas Gregaard efter sejren. “Jeg kom hurtigt med i et otte mands udbrud, hvor jeg forsøgte at ryste de andre af mig på bakkerne og på sidste omgang lykkedes det at komme fri og køre alene,”

Fjerdepladsen i LOXAM-løbet blev besat at Christoffer Lisson fra BHS-Almeborg Bornholm, mens Emil Vinjebo fra Giant-Castelli blev nr. fem.

Jonas Gregaard blev sidste år nr. to i GP Herning, og vandt også UCI-løbet Himmerland Rundt, der afvikles i den kommende weekend.

Hos damerne sejrede verdensmester Amalie Dideriksen fra det hollandske Boels-Dolmans foran veteran Janni Bormann fra Scandic Thylander Powered by Orbea.

Lørdag blev der kørt enkeltstart i Næstved, dog ikke for A-klassen.  Hos damerne sejrede Louise Norman Hansen fra Team Véloconcept. Hos U19 herrerne var enkeltstarten første afdeling af Danmarks Cykle Unions Demin Cup. Johan Price-Pejtersen fra Team Børkop Cykler-Carl Ras Roskilde sejrede med næsten et minut til Jeppe Klein Jensen fra Team Hechmann Slagelse og Jacob Hindsgaul Madsen fra Team Herning CK Junior. Anden afdeling af Demin Junior Cup blev afviklet søndag, også i Næstved. Her blev kørt over 114 km, og  igen blev det til sejr for Team Børkop Cykler – Carl Ras Roskilde Junior. Denne gang var det Alexander Erik Larsen, der var stærkest.

Søndag er der også kørt Principia Løbet i Randers. Her ryddede Team Coloquick-Cult podiet i A-klassen ved Jesper Schultz tog sejren foran holdkammeraterne Anders Hardahl og Jesper Odgaard.

Desværre skete der et dødsfald i H60 feltet ved løbet i Randers. Alt tyder på at rytteren fik et ildebefindende, mens han sad på cyklen og derefter faldt af cyklen. Der blev givet førstehjælp, men rytterens liv kunne ikke reddes.

Se resultater via http://resultater.cyklingdanmark.dk