Bane

Superpar skal køre med 1-tallet i Bilka 6-dagesløbet

Når Bilka 6-dagesløbet skal køres i sin udgave nr. 56 den 1. til 6. februar bliver det med et super stærkt par nr. 1 i feltet.

Med 1-tallet på ryggen og Bilka logo på maven stiller belgiske Moreno De Pauw og hollandske Yoeri Havik til start i Bilka 6-dagesløbet fra den 1. februar i Ballerup Super Arena. Et super stærkt par, der uden tvivl kommer til at præge det 56. 6-dagesløb i København.

“Jeg er overvidst om, at Havik og De Pauw bliver et absolut toppar i Bilka 6-dagesløbet. Parret er fuldt på højde med 7’erne og de andre toppar”, vurderer Bilka 6-dagesløbets sportslige ansvarlige Jimmi Madsen.

Årets Par nr. 7 består af Michael Mørkøv og belgiske Kenny De Ketele. En række øvrige toppar vil blive offentliggjort i de kommende dage.

De Pauw har i sin karriere vundet 13 6-dageløb, hveraf de fleste med Kenny De Ketele. Yoeri Havik har vundet tre 6-dagesløb heriblandt i Berlin sidste år sammen med Wim Stroetinga. De to blev desuden nr. tre i Ballerup sidste år. Havik har i øvrigt flere gange optrådt i Danmark. Blandt andet har han vundet GP Himmerland i 2013 og er blevet nr. tre i Fyen Rundt i 2015.

Par nr. 1 præsenteres af Bilka. Billetsalget til Bilka 6-dagesløbet foregår via BT Shop.