Ole Ritter satte ny standard for timerekorden

I forbindelse med at Martin Toft Madsen den 11. januar vil forsøge at slå den danske timerekord bringer vi her på CyclingWorld.dk et afsnit fra bogen De Danske Cykelhelte om Ole Ritters timeverdensrekord fra 1968. Køb din billet til Martin Toft Madsens rekordforsøg via www.bikeNrun.dk.

Ole Ritter satte ny standard for timerekorden

Ole Ritter er uden tvivl blandt de mest berømte cykelryttere i Danmark. Mest kendt er hans timerekord fra 1968.

Ole Ritter kørte som professionel fra 1967 til 1976 på italienske teams, og er at regne for en af pionererne blandt professionelle, danske landevejsryttere. Tempokørsel var hans helt store force, og Ole Ritter har blandt andet vundet VM-sølv i forfølgelsesløb, VM-sølv på landevejen og har som den første dansker nogensinde vundet en enkeltstart i Giro d’Italia. De fleste husker dog Ole Ritter for hans verdensrekorder. I alt ni har han sat, men den mest berømte er den timerekord, han satte i Mexico City i 1968.

Efter at have vundet VM-sølv i forfølgelsesløb for professionelle i Rom i 1968, kun slået af britiske Hugh Porter, drog Ole Ritter til Mexico for at slå belgiske Ferdinand Brackes timerekord. Idéen til at køre efter timerekorden kom efter sejren i enkeltstarten i Giroen 1967, hvor legendariske Jacques Anquetil, der havde timerekorden fra 1956 til 1958, bemærkede, at Ritter ville kunne slå den berømte rekord.

Danskeren tog til Mexico sammen med det italienske OL-hold, og forberedte sig til rekordforsøget ved at træne med italienerne under ledelse af deres landstræner Guido Costa. Under træningen kørte Ritter på verdensrekordtider på 5-, 10- og 20-kilometer distancerne, og under ledelse af Costa nærmede danskeren sig stille og roligt den form, et rekordforsøg kræver. Cyklen til rekordforsøget var en specialbygget Cinelli, helt sølvfarvet, med en mere komfortabel saddel end normalt og lav gearing.

Dagen for rekordforsøget blev sat til den 10. oktober, dagen før starten på OL-disciplinerne, hvor danskeren ikke kunne deltage, da han var professionel.

560 meter længere og videre til Frankrig
Klokken 10:27 indledte Ole Ritter sit rekordforsøg. Det blev overværet af en del amatørryttere, der skulle deltage ved de kommende olympiske lege, heriblandt de danske deltagere, samt en række journalister. Men ellers var der forholdsvist tomt på tribunerne omkring den olympiske velodrom. I den tynde luft i den midtamerikanske stats hovedstad tilbagelagde Ritter 48.653 meter på en time, hvilket var 560 meter længere end Ferdinand Brackes rekord. Den danske tempospecialist lagde imponerende godt ud, fik en krise omkring midtvejs, hvor sadlen blev et irritationsmoment, som han dog overvandt. I slutfasen var Ritter naturligvis i enorm smerte, men fik presset kroppen ud på det, han selv kaldte langt over ydeevnen.

Efter løbet blev Ole Ritter, fortsat siddende på sin cykel, ifølge italiensk tradition løftet til hyldest af hjælpere og tilskuere. Der var dog ikke meget tid til at lade sig hylde, for Ritter havde allerede samme aften kontrakt på at køre et særligt natløb i Le Havre i Frankrig. Efter en række korte interviews og en dopingtest tog danskeren til lufthavnen, og hoppede i et Lufthansa fly til Paris og derfra videre mod den franske havneby, hvor der var løbsstart ved midnat. Tilskuerne i Le Havre modtog Ritter som en rockstjerne, og for første gang mærkede Ritter, at han nu var blandt cykelsportens allerstørste. Danskeren kunne nu se frem til en forandret karriere.

“Timerekorden er noget af det højeste, man kan opnå, og det er kun de allerstørste cykelryttere gennem tiderne, der har haft den rekord”, har Ole Ritter senere udtalt, og rekorden har uden tvivl skaffet den tempostærke rytter mange gode kontrakter.

I øvrigt var Ole Ritter den første til at slå timerekorden i Mexico, og havde dermed sat en ny standard, der dannede præcedens. I 1972, den 25. oktober, mistede Ritter timerekorden til Eddy Merckx, der, også i Mexico, kørte 49.431 meter. Merckx havde som forberedelse til rekordforsøget blandt andet trænet med en iltmaske i Europa for at tilvænne sig forholdene i højderne i Mexico og havde faktisk ambitioner om at slå 50-kilometer grænsen, hvilket dog ikke lykkedes.

Nyt forsøg filmatiseret af Jørgen Leth
I november 1974 tog Ole Ritter tilbage til Mexico City for at gøre et forsøg på at slå Eddy Merckx’ rekord. Denne gang havde Ritter taget filmmager Jørgen Leth med, og rekordforsøget er skildret i filmen ‘The Impossible Hour’. Ritter var på dette tidspunkt 33 år, men havde fået opbygget sig et godt navn, og havde derfor en langt større stab af hjælpere med til Mellemamerika. Kort inden afgangen til Mexico havde Ritter vundet enkeltstartsløbet i Lugano foran legenderne Francesco Moser og Roger de Vlaeminck, så selvtilliden var på plads. Alligevel indrømmede Ole Ritter, at han var nervøs inden rekordforsøget, der foregik den 5. november. Nervøsiteten blev større af, at tidtagningssystemet ikke fungerede ordentligt, og derfor blev rekordforsøget en smule forsinket. Ritter havde planlagt at være bagud i forhold til Merckx’ tider, indtil de første 32 kilometer var tilbagelagt, og målet var at slå rekorden med 109 meter. Allerede efter 15 kilometer kom danskeren dog ind i en mindre krise i forhold til sit tidsskema, og begyndte at tabe sekunder. Ritter fik aldrig hentet det tabte ind igen, men gennemførte rekordforsøget med 48.739 meter, hvilket var den næstlængste distance nogensinde kørt på en time. “Der var for meget vind”, sagde Ritter efterfølgende og understregede, at han ville forsøge igen få dage efter.

To dage efter kastede Ritter sig ud i endnu et rekordforsøg. Forsøget fik en fremragende start, men danskeren stoppede forsøget grundet for meget vind. Tredje forsøg blev sat ind efter en hviledag. På dette forsøg fik Ritter en rigtig god start, begyndte dog at tabe lidt midt i løbet i forhold til sin tidstabel og kunne ikke vinde det tabte tilbage. Han endte dog på imponerende 48.879 meter, igen næstbedst i verden nogensinde. Ole Ritter afviste efterfølgende ikke et nyt forsøg, men sagde også, at det ville blive svært igen at finde en så perfekt dag. Forsøget blev aldrig til noget.