6-dagesløbBaneTopartikler

Nyt dansk 6-dagestalent får chancen i Ballerup og Bremen

Når der den 31. januar til 5. februar afvikles Bilka 6-dagesløbet, det 57. københavnske 6-dagesløb, i Ballerup Super Arena, bliver det med en debutant i feltet.

18-årige Oliver Wulff Frederiksen er udråbt til et af største parløbstalenter i dansk cykelsport. Han er allerede dansk mester i parløb med Julius Johansen, og har vundet masser af parløb på de danske baner. Tidligere i år blev det til bronze ved U19 VM i parløb sammen med Matias Malmberg. De to blev desuden nr. tre i U23 løbet i forbindelse med årets 6-dagesløb i Gent. Resultater der understreger talentet. Nu får Wulf Frederiksen chancen ved både Bilka 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena i 2019, men også i Bremens 6-dagesløb, der afvikles den 10. til 15. januar.

“Oliver har imponeret mig både ved de ugentlige parløb i Ballerup Super Arena, men også med en række internationale resultater. Han er en hurtig rytter, der også har stor stabilitet, og som jeg glæder mig til at følge de kommende år”, forklarer 6-dagesløbets sportslige ansvarlige Jimmi Madsen, der glæder sig over at det unge danske talent får mulighed for at prøve sig af ved 6-dagesløbet i Bremen, inden han bliver kastet for løverne i Ballerup. “Det er en perfekt forberedelse for Oliver inden Bilka 6-dagesløbet, at han har fået kontrakt i Bremen”.

“Det er en drøm, der går i opfyldelse for mig. Bilka 6-dagesløbet i Ballerup er noget helt specielt for os, der kommer i arenaen til dagligt. Jeg glæder mig helt vildt. Og selvom jeg bliver debutant og først og fremmest skal lære, så håber jeg at kunne markere mig på en eller anden måde”, lyder det fra Oliver Wulff Frederiksen.

I den kommende tid vil rytterne til Bilka 6-dagesløbet blive præsenteret. Husk at billetter kan købes via Sweatdeal. Læs meget mere om løbet på www.6dagesløb.dk.

Husk at fredag udkommer bogen 6-dagesløb. En perfekt julegave itl 6-dagesfans. Køb bogen på dette link.

Foto: Jesper Skovbølle.