Internationalt landevej

Mads Pedersen blev Danmarks første verdensmester

Mads Pedersen blev søndag Danmarks første landevejsverdensmester for herre elite (professionelle).

Efter 261 km, kørt i rigtigt “Danskervejr”, regn og blæst, sejrede Pedersen i Harrogate. Danskeren besejrede italienske Matteo Trentin og schweiziske Stefan Küng på målstregen. De tre var de overlevende fra løbets afgørende udbrud.

Det var 86. gang, der blev kørt professionelt VM. Medaljen er historiens sjette danske VM i disciplinen, men den første af guld.

Pedersen blev med sine 23 år og 285 dage historiens ellevteyngste verdensmester. Tidligere har Mads Pedersen vundet sølv for juniorerne i Toscana i 2013.

Danske VM-medaljer hos herre elite:
1970 Leif Mortensen (sølv)
1978 Jørgen Marcussen (bronze)
1997 Bo Hamburger (sølv)
2008 Matti Breschel (bronze)
2010 Matti Breschel (sølv)
2019 Mads Pedersen (guld)

Michael Valgren blev i øvrigt nr. seks og Jakob Fuglsang nr. tolv.