Topartikler

Lasse Norman og Michael Mørkøv bliver Par nr. 7

Når den 55. udgave af det traditionsrige københavnske 6-dagesløb skal afvikles den 26. til 31. januar bliver det med to af dansk cykelsports største profiler som det berømte Par nr. 7.

Par nr. 7 er blandt de største brands i dansk elitesport og et begreb, som de fleste har et forhold til. I 2017-udgaven af det københavnske 6-dagesløb kommer parret til at bestå af Lasse Norman og Michael Mørkøv.

Lasse Norman kender de fleste for hans tre olympiske medaljer. I 2012 blev han olympisk mester i disciplinen omnium, mens han ved årets OL i Rio hentede to OL-bronzemedaljer. Michael Mørkøv har otte gange tidligere kørt i Par nr. 7, men han er også kendt som en verdensklasse landevejsrytter, og har blandt andet kørt i den berømte bjergtrøje i Tour de France og vundet en etape i Vuelta a Espana.

Norman og Mørkøv kørte også som Par nr. 7 i 2013, hvor de vandt det københavnske 6-dagesløb. Sejren er dog langt fra en selvfølge i 2017-udgaven. Det københavnske 6-dagesløb er nemlig fra denne sæson en del af en international løbsserie, og derfor forventes feltet at blive det stærkeste i mange år. Løbsserien består af 6-dagesløbene i London, Amsterdam, Berlin og København og med en finalen på Mallorca til marts.

“Desværre måtte jeg jo melde fra i sidste sæson, så det er fantastisk at være tilbage i Par 7. Det er 6-dagesløbet og Par nr. 7, jeg drømte om som barn, og jeg elsker fortsat at være en del af det”, forklarer Michael Mørkøv. “Lasse er en makker af høj kvalitet, det så vi senest ved OL i sommers, så vi har gode forudsætninger for at kunne vinde igen, som vi gjorde i 2013. Men jeg har hørt, at feltet bliver super stærkt i år, så vi skal være 100 procent klar hver dag”, uddyber Katusha-rytteren. “Det var en fantastisk oplevelse at køre som Par nr. 7 og vinde med Michael i 2013. Jeg glæder mig til igen at køre foran det fantastiske publikum i Ballerup Super Arena, og Michael og jeg skal nok sørge for at levere flot cykelløb og god underholdning for de forhåbentlig mange tilskuere, der kommer til 6-dagesløbet”, lyder det fra Lasse Norman.

“Det er et drømme Par nr. 7 for os. To profiler som alle danske cykelfans kender, og som altid leverer en professionel indsats. Men heldigvis får vi et felt med både danske og udenlandske par, der kan matche de to. Vi glæder os”, forklarer sportschef for 6-dagesløbet Jimmi Madsen.

Par nr. 7 bliver præsenteret af virksomheden Lundbæk & Hansen Bygningsforbedring A/S.

Tidligere er det offentliggjort, at de øvrige danske par i løbet bliver Jesper Mørkøv/Marc Hester, Casper Folsach/Frederik Rodenberg Madsen samt Alex Rasmussen/Casper Pedersen. Desuden er det offentliggjort at de stærke belgier Moreno De Pauw/Kenny De Ketele deltager i løbet.

Læs mere om 6-dagesløbet på http://6dagesløb.dk. Billetsalget til løbet foregår via BT shop.