BaneTopartikler

Jimmi Madsen: Stemningen i Ballerup på højde med den vi havde i Forum

Bilka 6-dagesløbet 2018, der sluttede tirsdag, og i øvrigt var 6-dagesløb nr. 56 i København, blev en kæmpe succes.

Alle seks dage fandt rigtig mange tilskuere vej til Danmarks største cykelvelodrom. Stemningen var fantastisk, og specielt lørdag, mandag og tirsdag blev der ramt nye højder af grader af engagement fra de besøgende i hallen. En stemning der fik en tidligere 6-dagesstjerne til at reflektere.

“Man hører ofte folk sige, at stemningen var bedre i gamle dage i Forum. Forum var da også noget specielt. Men stemningen i Ballerup kan uden problemer matche den, jeg selv oplevede i Forum. Og finaledagen i Ballerup er helt sikkert markant bedre rent stemningsmæssige end dem, jeg kan huske fra gamle dage i Forum”, forklarer Jimmi Madsen, der nu er sportschef for Bilka 6-dagesløbet, og i 1990’erne var blandt de mest markante ryttere i Forum. Madsen har vundet 6-dagesløb i Forum i 1995, 1997 og 1999. Sidstnævnte sammen med Tayeb Braikia i det sidste kørte 6-dagesløb i Forum. I 2005 vandt Jimmi Madsen med Jakob Piil i Ballerup, og året efter sluttede Madsen karrieren samme sted.

Det københavnske 6-dagesløb er kørt 15 gange i Ballerup, 1 gang i Brøndbyhallen og 40 gange i Forum. Første æra i Forum var fra 1934 til 1934. Siden blev kørt fra 1951 til 1960, og fra 1976 til 1999 med afstikkeren til Brøndby i 1998.