Årets Post Danmark Rundt tegner til at blive med det stærkeste felt i mange år.
Seneste topnavn der er meldt klar til løbet, er sprinter Gert Steegmans, der kører for Lance Armstrongs Team Radioshack.
Steegmans har tidligere i karrieren været manden, der kørte sprintere som Tom Boonen og Robbie McEwen frem til mange sejre på henholdsvis Lotto og Quick Step, men er grundet sine egne ambitioner nu havnet på det amerikanske Radioshack.
Steegmans har tidligere vundet to etaper i Tour de France, heriblandt den klassiske afsluttende på Champs-Elysées i Paris i 2008. Desuden er det blevet til etapesejre i blandt andet Paris-Nice og Belgien Rundt.
I Post Danmark Rundt 2010 bliver Steegmans den største profil på Radioshack sammen med supertalentet Taylor Phinney, der er dobbelt verdensmester i forfølgelsesløb.
Post Danmark Rundt 2010 bliver den 20. udgave af Danmarks største sportsbegivenhed. Der er start i Holstebro den 4. august og mål på VM-ruten til 2011 i Rudersdal nord for København.
|