Højt tempo og utrolige historier i Røvtour

Endnu en cykelbog, hvor en tidligere cykelrytter skal tjene lidt penge på dopingindrømmelser. Har denne bog virkelig sin berettigelse?

Ovenstående er de oplagte tanker, når man hører, at tidligere toprytter Thomas Dekker har udgivet en selvbiografi. Der er skrevet rigtig mange biografier af cykelryttere, der beretter om deres dopingmisbrug og beskriver cykelsporten indefra. Måske for mange. Men Røvtour, som Dekkers biografi hedder, har uden tvivl sin berettigelse.

Af Kenneth Møller Kristensen

Først og fremmest er Røvtour en underholdende og fascinerende fortælling. Det er i et højt tempo, at Dekker beretter om sit liv og udvikling fra Hollands støre cykeltalent, over et par succesfulde år som professionel cykelrytter, og til en enorm nedtur. Man undres og fascineres over den tilværelse, hollænderen har haft. Et liv fyldt med stoffer, alkohol, ludere, doping og den glamour som cykelsporten kastet af sig. Man har svært ved at forstå, at det har været muligt at være en af verdens bedste cykelryttere, og samtidig kunne feste på den måde som Dekker beskriver, han har gjort.

Men Røvtour har også sin berettigelse ved, at Thomas Dekker repræsenterer en nyere generation end de mange ryttere, der tidligere har indrømmet doping. Dekker blev først professionel i 2005, syv år efter den store Festina dopingskandale, og han fortsatte med at dope sig intenst efter Operaction Puerto dopingskandalen i 2006. Virkeligt tankevækkende. Og rigtig mange af de ryttere, som Dekker har kørt med, er forsat at finde i feltet. 

Bogens berettigelse understreges yderligere ved, at det er super interessant at læse om hvordan den store Michael Rasmussen-dopingskandale i 2007 blev oplevet indefra af Dekker og de andre Rabobank-ryttere. Og så er det bare generelt spændende at følge den udvikling fra et stort cykeltalent til en integreret del af cykelsportens dopingkultur som Dekker gennemgik i sine unge dage. Dekker beskriver at han i sit første år som professionel ikke kunne følge med i de store løb, og godt vidste hvorfor.

Men Røvtour er også fortællingen om et menneske med store indre dæmoner, der er umuligt at håndtere, om at miste jordforbindelsen, og have svært ved at finde tilbage til en normal hverdag. For Thomas Dekker har virkelig levet et ekstremt liv.

Røvtour er underholdende, interessant, fascinerende, faktisk forrygende og nærmest umulig at ligge fra sig. Den er et must, hvis man har fulgt cykelsporten de seneste 20 år. For vi har læst om dopingindrømmelser før, men Røvtour tilføjer nye elementer til specielt den proces, der førte rytterne ud i misbruget. Men den beskriver også et ekstremt liv, som en række store cykelstjerner, heriblandt Michael Boogerd, levede i 00’erne. Bogen kan klart anbefales herfra. Den er faktisk svær at slippe igen, når man først er gået igang!

Ved at læse Røvtour får du, udover en god læseoplevelse og fascinerende fortællinger, også at vide at:
– Rabobanks læger gav Michael Rasmussen Dunepo, inden det for Rasmussens så skæbnesvanger Tour de France 2007
– Rabobank betalte Dekker mere end en million euro for at bryde kontrakten med ham
– Dopinglæge Fuentes tog 10.000 euro for at opbevare en pose blod
– At Dekker i 2006 frit kunne købe EPO på et apotek i Tyskland
– At Dekker delte sine dopingerfaringer med Jörg Jaksche
– At Dekker i 2007 vandt et cykelløb på Mallorca efter aftenen før at have taget flere stoffer. Dopingtesten afslørede intet

Og så får du mange nye detaljer om dopingringen i Østrig omkring sportsagent Stefan Matschiner, Michael Rasmussen og Michael Boogerd. Denne blev Dekker en del af efter at Fuentes var blevet fældet i Operaction Puerto dopingskandalen. Plus at Dekker fortæller alle detaljer om, hvordan proceduren var for at være en del af Fuentes dopingsystem. 

Virkelig tænkevækkende læsning.

Røvtour, den danske version, kan lige nu købes med 50 kr i rabat på Bike N’Run på dette link.