6-dagesløbBallerup Super ArenaTopartikler

Fremtidens 6-dagesstjerne i Par nr. 7

Det 18-årige supertalent Oliver Wulff Frederiksen bliver Michael Mørkøvs makker i det legendariske Par nr. 7 i Bilka 6-dagesløbet 2019, der indledes den 31. januar.

Begrebet Par nr. 7 har eksisteret siden 1953. Dannebrog på fire hjul blev skabt af Kay Werner, og er nu et af de mest kendte brands i den danske sportsverden. Det er oftest Par nr. 7 publikum ved det københavnske 6-dagesløb holder med, og det er forbundet med stor prestige at være en del af parret. I Bilka 6-dagesløbet 2019 skal parret bestå af rutinerede Michael Mørkøv og talentfulde Oliver Wulff Frederiksen.

“Jeg har længe fulgt med i Olivers udvikling. Han har imponeret på banen, men mest af alt er det hans dedikation og menneskelige kvaliteter der gør, at jeg tror på Oliver som en fremtidens mand. Det bliver en omfattende opgave for mig at tage en så ung og uprøvet rytter under vingerne, men det er for mig en spændende udfordring og en måde hvor jeg kan være med til at sikre at vi også for fremtiden vil have danske klasseryttere i par nr. 7”, vurderer Michael Mørkøv, der sætter ny rekord ved at skulle køre i trøjen med 7-tallet for ellevte gang. Mørkøv har desuden mulighed for at tangere australske Danny Clarks rekord med otte sejre i det københavnske 6-dagesløb.

“Det er en kæmpe drøm, der går i opfyldelse. Det er næsten ikke til at fatte, at jeg allerede nu træder ind på en så vigtig historisk plads i 6-dagesløbet. Jeg glæder mig helt vildt til at køre med Michael Mørkøv, men der er også tale om en stor opgave, som jeg går ydmygt ind til”, lyder det fra Oliver Wulff Frederiksen, der debuterede som professionel 6-dagesrytter i sidste uge i Bremen.

Wulf Frederiksen er desuden dansk mester i parløb sammen med Julius Johansen, og har imponerede med flere flotte placeringer i talent 6-dagesløbene rundt omkring i Europa. “Min forventning er at Oliver kommer til at blive en markant profil i Bilka 6-dagesløbet og forhåbentlig i Par nr. 7 i mange år i fremtiden”, forklarer løbsdirektør Michael Sandstød.

Bilka 6-dagesløbet 2019 skal afvikles den 31. januar til 5. februar. Billetsalget foregår via www.sweetdeal.dk.

Husk at få opdateret din viden om 6-dagesløb. Bestil den nye bog, 6-dagesløb, her.