Første nordmand til bane-VM siden 1995

EMBaneStenberg

For første gang siden 1995 får Norge en deltager med til VM i banecykling. Det er 24-årige Anita Yvonne Stenberg, der har kvalificeret sig og er udtaget til mesterskaberne, der afvikles i Hong Kong den 12. til 16. april.

Stenberg, der rigtig ofte optræder på de danske cykelbaner og også var med i forbindelse med det københavnske 6-dagesløb, er kvalificeret i både pointløb, i scratch og i omnium.

“Jeg har altid høje ambitioner, og drømmer stort. Men det er trods alt mit første VM, og alle ryttere er super klar”, udtaler Stenberg til det norske cykelforbund og understreger at det er omnium, som hun har mest focus på.

Norge har ingen cykelbaner, men der arbejdes med planer om et snarligt projekt.