Flot sjetteplads til Julie Leth

Julie Leth har vist god form i forårs sæsonen og har været en vigtig brik i Bigla Procyclings klassiker holdopstilling.  Onsdag kørtes den belgiske semiklassiker Brabantse Pijl, hvor Leth ramte det afgørende udbrud og kørte sig til en flot sjetteplads. Sofie De Vuyst (Parkhotel Valkenburg) sejrede foran Marta Cavalli (Valcar Cylance Cycling og Coryn Rivera (Team Sunweb) “Efter at have følt mig rigtig godt kørende her i klassiker sæsonen ville jeg gerne slutte godt af, før min pause. Det var et aggressivt løb fra starten. Jeg var med i en en stor frontgruppe, men missede da en tre mands gruppe kørte. Kort efter blev min gruppe hentet af feltet, hvor holdet så arbejdede hårdt for at gøre hullet lille nok til, at jeg kunne køre op til udbruddet. Vi endte med at være en 12 mands gruppe, og fik hurtigt et stort hul. Jeg havde ærlig talt ikke benene i dag. Jeg bøvlede med dem, og kørte nærmest baglæns i spurten, fordi jeg havde kramper”, forklarede Julie Leth efterfølgende til LaSquadraRosa.dk. “I spurten steg det svagt de sidste 300 meter, så det var ret svært at gøre noget på sådan en afslutning, hvis ikke man har benene. Jeg tror jeg fik det bedste ud af det på dagen. Nogle gange er man flyvende, andre gange er man ikke, men den slags kan man ikke rigtig ændre på, så man må arbejde med, hvad man har. Og jeg er ret glad for, at kunne sætte mig selv i en position til at køre med om sejren, også selvom det ikke blev til noget super godt.”