Dansk LandevejFlemming Kirkegaard

Flemming Kirkegaards blog: Afgørelsen på DM 1983 diskuteres stadigt!

I 1980erne oplevede dansk cykling en stor opblomstring. De danske professionelle landevejsryttere opnåede i dette årti en succes som aldrig før.

Slut 70’erne havde også haft potentialet til nogle gedigne landevejs profryttere, men dengang valgte vores amatører oftest enten at forblive amatører eller at satse på vinterbanerne. Gert Frank er et godt eksempel.  Han kunne uden tvivl have været en yderst succesfuld landevejs prof, men valgte vinterbanerne, der i 70’erne og 80’erne var en væsentlig større indtægtskilde for en cykelrytter end det er idag (med reference til mit forrige blog indlæg).

I starten af 80’erne var en af de absolut mest dominerende A-ryttere i Danmark den unge Michael Marcussen. Blandt folket kendt som “Mic-Mac” eller som “bøffen” .

Marcussen var en solid enkeltstartsrytter og dengang kørte rytterne ofte mere for sig selv end de gør idag – og når bøffen satte sig frem på viften i sidevind og trykkede den af, så var der ikke mange der kom med på viften.

Veggerby var lige kommet op i A nogle år forinden, og var med til at vinde VM medalje i holdløb på landevej for juniorer.

Begge de to ryttere var VM-ryttere – Marcussen satsede på banen – i holdløb og pointløb – og Veggerby på landevejen.

I 1983 var Veggerby på spring til en karriere som professionel i Italien – under kyndig vejledning af Ole Ritter, der havde gode kontakter fra sin tid som professionel.

Ole Ritter var i 1982 også UK chef (udtagelseskomitte) og både Ritter og Veggerby var (og er) ægte ABC ryttere (ligesom jeg selv også er det).

Det skabte dengang en del polemik, da Ritter udtog Veggerby til VM I 1982, og BT redaktøren kaldte de unge løber for “Ritter Boys ” og var – mildt sagt-  ikke imponeret over især Veggerby udtagelse.

Det skabte en del polemik imellem ABCs træner, den tidligere professionelle Freddy Reimar – og BT’s cykel redaktør.

Heldigvis lod Jens benene tale, og kørte et fremragende VM, så ingen kunne betvivle hans berettigelse ved løbet.

I 1983 skulle kronen på værket med et dansk mesterskab til ABC og Veggerby.

Men andre ville det jo anderledes – selvom Michael Marcussen havde lavet en satsning på banen, hvor han sammen med de fremragende landevejsryttere, Brian Holm,  Jørgen V Pedersen og Dan Frost skulle forsøge at vinde OL guld i holdløb på bane i Los Angeles 1984 (og også havde gjort det, hvis de havde haft skråcykler med pladehjul) , så kunne Marcussen – og så sandelig også de andre herrer fra holdet, køre på landevej også. Faktisk har alle ryttere på OL holdet været danmarksmestre i individuelt landevejsløb.  Holm dog “kun” som junior . Det er der ikke noget 4.000 meter hold, der før eller siden har kunnet prale af . (Og idag næsten en umulighed på grund af holdløbsrytternes isolerede løbsprogram,  tunge træning osv ).

Alle disse ryttere var til start i et varmt og stille vejr ved DM 1983. Et løb hvor hovedfeltet holdt sammen i lang tid. Faktisk var det først hen mod slutningen at der for alvor kom gang i sagerne.

I finalen stak Ole Redsted af – Redsted kørte for Amager men han hører til i Roskilde – og træner den dag i dag ofte sammen med Michael Marcussen. Jeg har ladet mig fortælle, at de to stadig godt kan diskutere finalen fra netop DM 1983 på deres træningsture.

Men Redsted blev hentet – og til slut sejrede Marcussen så foran Veggerby og Kim Bybjerg fra Sorø

Eller gjorde han??

Som det ses på billedet, så løfter Marcussen begge hænder fra styret  – og det måtte man så sandelig ikke i 1983 som amatør.  Heller ikke hvis man vandt et cykelløb.

Faktisk tror jeg stadig ikke at man må – men kommissærerne ser lidt anderledes på det idag.

Nu var det jo tydeligvis ikke noget med at Marcussen lavede håndtegn og fakter.  Men alligevel. Reglerne var jo brudt – og Veggerby kunne måske få sin individuelle DM titel.

I ABC lejren blev der diskuteret heftigt.  En protest ville man få medhold i – og lejren var delt indtil Veggerby selv sagde, at han ikke ønskede at nedlægge protest – og dermed udviste en fair play som var beundringsværdig og som kostede Jens en DM trøje.

Til gengæld fik både Veggerby – og Marcussen  en verdensmester titel – Marcussen som verdensmester i pointløb  1983 og Veggerby som verdensmester i motorpace 1993

De to ikoner kan stadig ses på cykelbanen i Ballerup af og til – dog ikke så ofte på cyklen som før.