Trine Schmidt

Dejlige dage i Lucca

Jeg har siden mandag opholdt mig i den italienske by Lucca. Ni dage bliver det til i alt, med cykeltræning i solskinnet. Jeg nyder at træne i det gode vejr – på det sidste har jeg været meget træt af det grålige vinter og forår vi har haft i Danmark. Jeg ved godt, at foråret så småt titter frem derhjemme, men 18-22 grader og en skyfri himmel har været tiltrængt.

Der er noget særligt over Italien. Jeg ved godt, at det er blevet meget moderne at rejse til Spanien om vinteren for at træne. Og med rette. Spanien er som regel det mest solsikre valg, og i sidste ende er det jo dét man rejser efter. Og hvis først det regner i Lucca, så kan man ofte godt forvente, at det står ned i stænger i flere dage. Og sker dét, så er man bestemt ikke særlig positiv. Der er ikke noget der kan gøre mig mere sindsyg, end flere dage med regn, på en destination hvor man forventer godt træningsvejr.

img_7048

Men… Italien og Toscana… Jeg elsker det land! For det første rent træningsmæssigt, alt er muligt her! fladt, små bakker, bjerge og kombinationen af det hele. Kommer man først op i de større bjerge opstår der en slags ro over det hele. Der er ikke særlig mange biler og man forventer ikke hele tiden en modkørende på nedkørslen. Udover det, så har de fantastisk mad og vin (vin som jeg desværre må holde mig fra) og de har verdens bedste kaffe. De har storslået natur og et sprog jeg ville elske at mestre!

For to vintre siden, samtidig med at jeg var fys studerende, meldte jeg mig til FOF aftenkursus for at lære italiensk. Det var så sjovt! Jeg sad der blandt pensionisterne og sugede til mig – og jeg tror ikke jeg var helt dårlig. Desværre, så faldt det til jorden efter en “sæson”. Det er svært at lære sprog, når man ikke kontinuerligt har nogle at tale sproget med. Ergo fik jeg ikke øvet mig nok – og kan altså ikke begå mig på italiensk. Jeg har stadig en drøm om en dag at lære det, men jeg tænker at det skal foregå på italiensk grund over en længere periode. Jeg ved ikke om det nogensinde blir’ en realitet.

Men små tanker og drømme er gode at have.

I dag står den på en tiltrængt hviledag efter nogle længere dage på cyklen med hårde intervaller. Igår gik ruten over stigninger som Trebbio og Monte Serra, sidstnævnte fra den “lette” Buti side. Det kan i dag mærkes i stængerne som er meget ømme! For 10 år siden kørte jeg faktisk bjergenkeltstart på dette bjerg i forbindelse med damernes Giro d’ Italia

Hviledage er vigtige. De står for fysisk restitution og mental opladning så man kan give den gas i endnu en træningsblok de kommende dage! Nu står den på morgenmad og afslapning og senere går turen til kystbyen Viareggio til en hyggelig frokost med tilhørende espresso macchiato!

På tirsdag drager jeg tilbage til Belgien, hvor jeg kommer til at bo i byen Opwijk frem til Flandern Rundt. Jeg har fire forårsklassikere tilbage på programmet. Det er nogle fede løb, men samtidig også nogle hårde nysere. Jeg klør på, og for hvert løb får jeg mere power i stængerne. Det skal nok give noget hårdhed i benene til senere på året.