Dansk tredobbelt U17-sejr i Sverige

IMG_0560

Lørdag eftermiddags kørte de danske U17 drenge sidste etape af cykelløbet U6 Cycle Tour Post Nord i Tidaholm, Sverige. Vi har fulgt løbet ugen igennem, og i dag har vi modtaget denne hilsen, der afrunder vores dækning af løbet.

Sidste etape blev kørt som en 14 km lang enkeltstart. Etapen blev vundet af norske Oscar Johansson med 4 tiendedele foran Tobias Lund Andresen fra DCU Distrikt Sjælland. Tobias fortæller: “Inden etapen i dag satte vi den målsætning, at vi ville vinde etapen og også fyldte podiet i den samlede slutstilling. Jeg var super tæt på og er lidt ærgerlig over at misse første pladsen på så lille en margin. Men set over hele ugen er jeg super tilfreds”.

Til gengæld lykkedes holdet med at indtage alle podiepladserne i den samlede stilling. Med en imponerende enkeltstart kørte Nikolaj Mengel sig til en samlet 3. plads.

Løbet blev vundet af Luis Carl Jørgensen, der på enkeltstarten viste sig at være hurtigere end Emil Schandorff, der sluttede på andenpladsen. Luis fortæller: “Inden starten i dag vidste jeg, at det enten var Emil eller mig, der ville vinde løbet. Jeg er selvfølgelig meget glad for, at jeg kunne slutte i den gule trøje.”

Tobias Lund Andreasen blev samlet nr. 5 og Frederik Erringsø nr. 6.

I pointkonkurrencen vandt Luis Carl Jørgensen foran Emil Schandorff samt med Tobias Lund Andreasen på 3. pladsen.

Drengene vandt desuden holdkonkurrencen med over 6 minutter ned til nr. 2.

Desværre måtte Sebastian Andreasson udgå efter sit styrt på 5. etape. Sebastian lå på dette tidspunkt på en samlet 3. plads. Heldigvis er Sebastian ok og var med sine holdkammerater på podiet, da holdkonkurrencen blev fejret.

Holdleder Thomas Erringsø: ”Det har virkelig været en fornøjelse at hjælpe drengene i dette løb. Man skal huske på, at de blot er 15-16 år. På trods af dette har de kørt utrolig disciplineret og de har selv været med til at lave taktikken. De var alle stærke nok til at vinde løbet og på trods af dette, har rytterne i mange af de afgørende momenter brugt kræfter for holdet, og det er netop derfor, at vi har 5 mand i top 6. Det er jeg virkelig imponeret af og det er der også andre der har været heroppe i Sverige. Drengene har virkelig båret trøjerne med manér, synes jeg. Jeg er overbevist om, at den slags løb er med til at klæde rytterne godt på i forhold til de kommende år, hvor de skal køre i juniorklassen”, slutter Thomas Erringsø.