Danmarks Cykle Union ansætter to nye trænere

1314100212BahnWMJuniorenMoskau17.-21.8.2012103

Danmarks Cykle Union har ansat to nye landstrænere. Der er tale  om to kendte profiler, som skal stå i spidsen for henholdsvis de kvindelige baneryttere og juniorerne på landevejen.

Den tidligere OL-deltager og EM- og VM-medaljevinder på banen Mathias Møller Nielsen får ansvaret for at indfri de sportslige mål for det danske kvindelandshold på banen frem mod OL i 2020. Mathias Møller Nielsen var selv aktiv på det danske banelandshold i perioden 2011 til 2016, og han har som tidligere verdensklasseatlet samarbejdet med en række af Team Danmarks specialister, ligesom han har været DCU-sparringspartner i forbindelse kraftcentertræninger.

Michael Berling er Danmarks nye U17/U19-landstræner for landevejsrytterne. Berling har været i sporten i 20 år, er tidligere professionel, og har selv optrådt på det danske juniorlandshold. Han kommer fra en stilling som sportslig ansvarlig på Team AURA Energi, og han har i flere år arbejdet med talentudvikling og har blandt andet både været inde over kraftcentertræninger og rådgivning af unge ryttere under Elite Sports Akademi Aarhus.

Elite- og administrationschefen i Danmarks Cykle Union, Jens-Erik Majlund, glæder sig over den nye stærke trænerkonstellation: ”Vi har haft et enormt skarpt og velkvalificeret ansøgerfelt, og det fortæller også, at de to nye landstrænere befinder sig på et meget højt fagligt niveau. Vi er glade for at styrke den sportslige sektor med to så fagligt kompetente profiler,” siger Jens-Erik Majlund.

Michael Berling tiltræder med omgående virkning, mens Mathias Møller Nielsen begynder arbejdet 1. juni. Som led i den nye strategiske strukturering af den sportslige sektor vil juniorbanelandstræner Thomas Dalsted få ansvaret for både herre- og damejuniorernes banetræning. Desuden bliver Dalsted uddannelseskoordinator med ansvar for udvikling og implementering af DCU’s træneruddannelser.