BaneBane VM

Danmark i bronzefinale mod Canada ved VM i Polen

Danmark skal møde overraskelsen fra Canada i bronzefinalen i 4000 meter holdforfølgelse for herrer ved bane VM i polske Pruszkow.

I den såkaldte første runde onsdag aften blev Danmark, der stillede med Rasmus Lund, Lasse Norman, Casper Folsach og Niklas Larsen, noteret for tiden 3:55.602 minutter, og blev dermed klart slået af Storbritannien, der var modstanderen i denne runde. Briterne, der stiller med veteran Ed Clancy, Ethaan Hayter, Kian Emadi og Charlie Tanfiels, kørte i imponerende 3:51.635 min.

Canada overraskede med at køre tiden 3:54.670, og klart slå Polen i deres første runde.

Australien var suveræne i tiden 3:51.529, og skal møde Storbritannien i finalen. New Zealand er dermed ude af medaljestriden

I kvalifikationen tidligere på dagen, hvor Danmark havde Julius Johansen til start i stedet for Niklas Larsen, havde Danmark med 3:54.141 min. tredjebedste tid efter Australien og Storbritannien. Faktisk havde det danske hold her bedste tid både efter en, to og tre kilometer, men mistede altså en del på de to sidste kilometer.

I damernes scratch styrtede danske Amalie Dideriksen i finalen og gennemførte dermed ikke løbet. Britiske Elinor Barker sejrede.