Dansk Landevej

Damerytterne skal igen dyster om flotte præmier i PostNord Ladies Criterium

Den 12. september afvikles den anden udgave af  PostNord Ladies Criterium. Dette sker i forbindelse med herrernes PostNord Danmark Rundts 1. etape fra Frederiksberg til Kalundborg.

Kriteriet skal køres over en 1,5 time på den samme rund- og opløbsstrækning i Kalundborg som herrerne kører etapeafslutning på. Rundstrækningen er på 5,1 km og kuperet med Møllebakken som hårdeste udfordring. De sidste fem omgange bliver i øvrigt vist på DR.

Præmiesummen i PostNord Ladies Criterium er på rekordsummen 67.500 kr., med henholdsvis 27.000 kr., 13.500 kr. og 6.800 kr. til de tre første. Der er præmier til de 20 første. Dermed slår præmiesummen alle rekorder for et kvindecykelløb i Danmark.

Sidste års første udgave af løbet foregik på en 3,7 kilometer lang rundstrækning ved Dybbøl Bank, og blev vundet af hollandske Nina Kessler foran danske Camilla Møllebro Pedersen, mens norske Susanne Andersen blev nr. tre.

“Efter successen sidste år i  Sønderborg, vil vi gerne gøre PostNord Ladies Criterium til en fast tilbagevendende begivenhed, og i år kører vi på den spændende rundstrækning i Kalundborg. Præmiesummen samlede et stærkt felt allerede sidste år, og i år satser vi på et endnu bedre startfelt, med alle de danske ryttere til start. De får hård konkurrence, da vi allerede har lukket aftakler med tre udenlandske hold”, forklarer løbsdirektør Jesper Worre.

I løbet kan deltage ryttere fra UCI registreret team, ryttere fra nationale teams samt regionale ryttere og klubber.

Alt tilmelding til løbet foregår hos løbsassistent Trine Schmidt på schmidt.trine@gmail.com. Maksimalt fire ryttere fra hvert hold og i alt 100 ryttere kan deltage.