Ballerup Super ArenaBaneTopartikler

Årets Cykelrytter 2018 kåres ved traditionsrigt Nytårsstævne i Ballerup Super Arena

2018 har været et af de mest mindeværdige år i dansk cykling nogensinde med en imponerende perlerække af fantastiske danske resultater. Fredag den 28. december fejres det fantastiske cykelår i Ballerup Super Arena med det klassiske 100 km parløb og kåringen af Årets Cykelrytter og Årets Talent.

For tredje år i træk danner Ballerup Super Arena rammen om uddelingen af Danmarks to største cykelsportspriser, Årets Cykelrytter og Årets Talent, og der er lagt op til et forrygende nytårsshow i en fyldt hal, hvor både hjemlige og udenlandske stjerner gæster cykelbanen.

Komitéen, der har nomineret fem kandidater til titlen som Årets Cykelrytter, består af PostNord Danmark Rundts løbsdirektør Jesper Worre, Politikens Mogens Jacobsen, TV2’s Dennis Ritter, DR’s Søren Reedtz og DCU’s næstformand, Lars Kaspersen – og komitéen lægger ikke skjul på, at de har været på den sværeste opgave længe efter et helt utroligt år for dansk cykelsport.

”Forhandlingerne strakte sig for første gang nogensinde langt ind i desserten, så det har ikke været nemt at nå frem til den endelige liste over nominerede. Komitéen har aldrig tidligere været nødt til at tage så mange ryttere og præstationer i betragtning på tværs af alle discipliner, og vi har ikke før oplevet en situation, hvor en sejr i Paris-Tours eller VM-sølv i XCO ikke har været nok i sig selv til at blive nomineret. Det har simpelthen været vanvittig svært,” forklarer Danmarks Cykle Unions eventmanager Jens Kasler, der bliver DCUs ansvarlige på dagen.

Hos arrangørerne i DBC (Dansk Bicycle Club) glæder man sig også til en stor cykelaften. “DBCs nytårsstævne har udviklet sig til en stærk tradition i dansk cykelsport. Det er her cykelfolket ønsker hinanden godt nytår, og ser fedt cykelløb med vores 100 km parløb. Dette forstærkes kun yderligere af at Årets Cykelrytter kan kåres på dagen. Det bliver en stor aften”, forklarer Jimmi Madsen, DBCs eventansvarlige på dagen.

Entréprisen bliver kr. 100,-. Men desuden er det muligt for alle at købe en VIP billet med tapas-anretning, entré, plads på inderkredsen med mulighed for at komme helt tæt på de store stjerner samt fri blød bar. Prisen for dette er blot til kr. 600,-

Billetsalget foregår via Sweetdeal på dette link. VIP billetter kan købes via www.bikenrun.dk.

Årets cykelrytter kåres af Danmarks Cykle Unions medlemmer, og er den mest prestigefylde pris i dansk cykelsport. Prisen har været uddelt siden 1976. Sidste år blev Jakob Fuglsang kåret, mens den første modtager af prisen var landevejens bronzehold fra OL 1976 bestående af Jørgen Emil Hansen, Jørn Lund, Verner Blaudzun og Gert Frank.

Se tidligere vindere af Årets Cykelrytter prisen på dette link.

Nytårsstævnet og 100 km parløb præsenteres af Beckers Maling.

De nominerede til Årets Cykelrytter 2018 er:

Amalie Dideriksen
VM-sølv og –bronze, EM-guld og to World Cup-medaljer på banen samt tre  WorldTour-etapesejre på landevej

4.000 meter-holdet
VM-sølv, to World Cup-guld og ny dansk rekord

Magnus Cort
Etapevinder i Tour de France, Binck Bank Tour, Tour de Yorkshire og Tour of Oman 

Michael Valgren
Vinder af Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad samt nummer fire i Flandern Rundt

Mikkel Bjerg
Verdensmester i enkeltstart for U23-herrer og ny dansk timerekord

Vinderen kåres efter en afstemning blandt Danmarks Cykle Unions licensryttere, mens Årets Talent vælges af komitéen.