Par nr. 7 i front af 6-dagesløbet efter første døgn

DSC_9634

Efter første døgn af det 55. københavnske 6-dagesløb er det Par nr. 7 bestående af Lasse Norman og Michael Mørkøv, der er i front af løbet.

Åbningsdagen på 2017-udgaven af 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena blev indledt med en jagt over 75 minutter. Her blev virkelig kørt aggressivt fra en lang række par. Jagten endte med, at fire par sluttede på omgangshøjde i spidsen af løbet. Lasse Norman spurtede jagtsejren hjem til Par nr. 7. Nr. et og to fra 6-dagesløbet i Berlin, hollænderne Yoeri Havik/Wim Stroetinga og belgierne Kenny De Ketele besatte de næste to pladser. Også Marc Hester/Jesper Mørkøb endte jagten på omgangshøjde med de forreste “Jeg havde faktisk stort overskud under hele jagten, så det var en super fornemmelse”, sagde en tydelig tilfreds Lasse Norman efter at være blevet hyldet som jagtvinder.

Siden fulgte spurtserier, Derny GP, udskilningsløb og omgang på tid. I sidstnævnte sejrede Frederik Rodenberg fra par nr. 1, der kørte i 12,561 sekunder, hvilket er meget tæt på Marcel Kalz’ banerekord, der lyder på 12,514 sekunder, og som blev sat i 2013. “Den tror jeg på. vi nok skal nå en af de kommende dage”, vurderede Rodenberg Madsen efterfølgende.

Lasse Norman vandt udskilningsløbet, mens de to Derny GP blev vundet af henholdsvis Casper Pedersen fra par nr. 12 og Casper Folsach fra par nr. 1. Aftenen blev afsluttet med at Casper Pedersen fra par nr. 12 vandt den klassiske gigantspurt.

Dermed fører Par nr. 7 med 44 point, mens par nr. 9 med Jesper Mørkøv og Marc Hester og par nr. 2, Kenny De Ketele/Moreno De Pauw begge har 24 point.

“Vi har fået en ønskestart”, vurderede Michael Mørkøv efter at Par nr. 7 var blevet hyldet som det førende par af det 55. københavnske 6-dagesløb. “Det er ingen hemmelighed, at jeg var nervøs for, hvor jeg stod, da det er over et år siden, jeg har kørt 6-dagesløb. Men vi var ovenpå hele tiden, og det giver jo tryghed at have så stærk en rytter som Lasse ved sin side”.

Torsdag blev der for første gang nogensinde ved et københavnsk 6-dagesløb også kørt løb for damerne. Der blev indledt med et scratch over 30 omgange. Her sejrede tyske Gudrun Stock ved at vinde en omgang på de øvrige. Danske Trine Schmidt spurtede sig ind som nr. fire. Senere på aftenen blev der kørt udskilningsløb, og her viste Trine Schmidt sit høje niveau ved at vinde foran Stock. Samlet fører Gudrun Stock med 3 point, mens Trine Schmidt er nr. to med 5 point.

I Føtex 6-dages Cup for de unge talenter vandt storfavoritterne og supertalenterne Julius Johansen/Kristian Kaimer torsdags første etape i suveræn stil. Parret endte en omgang syv af de 15 deltagende par. Andenpladsen er besat af par nr. 8, Mathias Erik Larsen/Matias Malmberg. Mini 6-dagesløbet præsenteret af PostNord, og sin eneste af sin slags i verden, blev indledt med en etape over 50 omgange. Etapen blev vundet af par nr. 9, Nis Fuglsang/Frederik B. Sørensen.