Ændringer i startlisten til det 55. københavnske 6-dagesløb

Six Day 2017

Styrt, skader og sygdom har tvunget arrangørerne af det københavnske 6-dagesløb til at foretage en række ændringer i startlisten.

Siddesår, brækket kraveben, influenza og andre problemer holder en række ryttere ude af det københavnske 6-dagesløb, der indledes torsdag i Ballerup Super Arena. Dermed har sportschef for løbet Jimmi Madsen, været tvunget til at sammensætte en række nye par.

“Heldigvis har det være muligt at finde kvalificeret erstatning for de syge og skadede ryttere, så jeg synes ikke det er gået ud over kvaliteten af vores felt. Vi har stadig et super stærkt felt med 16 stærke par, og specielt kan jeg jo se i 6-dagesløbet i Berlin at blandt andre hollænderne Yoeri Havik/Wim Stroetinga, østrigerne Andreas Müller/Andreas Graf, franskmændene Morgen Kneisky/Benjamin Thomas og belgierne Kenny De Ketele/Moreno De Pauw ser stærke ud, og nok skal udfordre de danske Par nr. 7 Michael Mørkøv/Lasse Norman og Par nr. 9 Jesper Mørkøv/Marc Hester”, forklarer Jimmi Madsen.

Nye par i 6-dagesløbet 2017: 
Par nr. 2 Leif Lampater/Max Beyer (GER)
Par nr. 5 Wojtek Pscolarski/Adrien Teklinski (POL)
Par nr. 6 Melvin van Zijl (NED)/Joshua Harrison (AUS)
Par nr. 10 Sebastian Wotschke/Hans Pirius (GER)

Se de komplette startlister på http://www.6dageslob.dk/startlister/ Dørene til det 55. københavnske 6-dagesløb slås op torsdag kl. 17:30.