1989 var det store danske Giro-år

Fredag starter Giro d’Italia nr. 100. Dette fejrer vi her på CyclingWorld.dk med at se tilbage på 1989-udgaven, hvor det blev til hele tre danske etapesejre.

Dette gør vi i samarbejde med forfatter af bogen La Corsa Rosa – Historier fra et cykelløb, Rene Preuthun.

lacorsarosa_web_1024x1024

Der var en del ryttere, som seriøst kunne og ville gøre Fignon rangen stridig som den, der stod med palmerne i målbyen Firenze den 11. juni efter, at rytterne havde kørt tre etaper på Sicilien og bevæget sig rundt på støvlen. Og en del af disse topfolk havde interessant nok danskere til at hente vand til sig. Rolf Sørensen havde frie tøjler på Ariostea, og det samme havde Jesper Skibby til dels også på TVM, selvom kaptajnen her i sidste ende nok hed Phil Anderson – vinderen af Danmark Rundt 1988. Derimod skulle Jens Veggerby helt klart stå til rådighed for Hampsten på 7-eleven, og det samme skulle Jesper Worre og Jørgen V. Petersen for Herrera, Bjarne Riis for Fignon og debutanten John Carlsen for Roche. Og disse raske, danske drenge kunne deres landsmænd følge, hvis de blændede op for Danmarks nye TV2-kanal, der sendte fra alle etaperne. Også Jørgen V. Petersen, alias ”Spejderen,” (født 1959) var Giro-debutant, men det er hans fem dage i den gule trøje i 1986 og en etapesejr samme sted i ’85, der har sikret ham udødelighed i dansk cykelsport. Giroen ’89 var ikke lykken for ham, for efter et styrt, måtte han forlade løbet efter 12. etape med en knæskade. Lægen stoppede ham. Han og Worre var blevet hyret af Cafe de Colombia til at holde den kleine Herrera ude af vinden på de lange hårde stayeretaper, og det var et engagement, der indebar, ar de måtte stille deres egne chancer og muligheder i bero. Alt for Herrera. Men de blev særdeles godt betalt, forlød det.

John Carlsen (født 1961) blev prof i 1988, hvor han vandt en etape i Portugal Rundt, og nu var han med i sin første Grand Tour. Og hvilken debut! På 8. etape kom han med i et udbrud med Francisco Espinosa (Seur), og sammen sled de sig op mod toppen af Gran Sasso d’Italia (2130 m). Espinosa kunne ikke følge med Carlsen, der fra servicevognen fik besked på at give den fuld gas, selvom kaptajn Roche lå i en gruppe umiddelbart efter Herrera, Marino Lejaretta (Caja Rural) og Breukink, der var nærmeste forfølgere. Men Carlsen holdt stand og sejrede med 29 sekunder ned til den jagtende trio og med 35’’ til en gruppe med Roche. ”Jeg kunne se dem længere ned i serpentinersvingene og troede hele tiden, at de ville køre mig ind. Jeg var ved at gå i stå og kunne se, at Herrera var efter mig. Åh, du kan ikke forestille dig, hvor jeg led,” sagde Carlsen efterfølgende. Og den gode Carlsen var ikke færdig med at gøre sig bemærket. På 15. etape kom han med hjem i en 7-mandsgruppe, og blev nummer… syv. I sidste ende blev Carlsen nummer 40, og i ungdomskonkurrencen blev det til en sjetteplads. Samtidig var hans etapesejr med til at sikre, at Fagor kunne vinde holdkonkurrencen. Carlsen kørte til og med 1991, og de to nævnte sejre blev hans eneste. Men den på Gran Sasso kan han leve på resten af sit liv. John Carlsen og Jørgen V. Pedersen blev de 19. og 20. danskere i Giroen.

Carlsens sejr må have inspireret Bjarne Riis og Rolf Sørensen, for dagen efter kom de hjem i en 8-mandsgruppe, og sensationelt slog Riis Rolf i kampen om førstepladsen. De danske fans gned lige deres øjne en ekstra omgang ved morgenkaffen dagen efter. To danske sejre i træk! Drømte man eller…? Sørensen blev dog efterfølgende degraderet til ottendepladsen og fik 20 sekunder i straf for at have modtaget forplejning uden for de tilladte zoner, men det forandrede ikke, at de danske ryttere var i gang med noget stort. Men også Sørensen havde en etapesejr i bæltet, for Ariostea vandt nemlig højst overraskende holdløbet på 3. etape, så Riis’ sejr var altså rent faktisk den tredje danske i årets løb. Og det sluttede ikke her.

18308626_1331369200285988_391167819_n

På 19. etape var det Jesper Skibbys tur til at kysse blomsterpigerne. Han slog tre følgesvende i en 4-mandsspurt i Tortona og fuldendte dermed den indtil videre største danske præstation i en GT. Oven i sin triumf fik Skibby en skideballe for at glemme at tage sine Oakley solbriller med på sejrspodiet. Udover Carlsen som blev nummer 40, fuldførte Skibby som nummer 15, Worre på en 71. plads og Riis som nummer 86. Men Veggerby og Sørensen måtte som Jørgen V. også udgå. Veggerby på 15. etape med en betændt achillessene og Sørensen på yderst dramatisk vis på 12. etape. På det tidspunkt førte han pointkonkurrencen og i forsøget på at bevare trøjen, deltog han naturligvis i de store spurter. Men i Mira gik det galt. Han styrtede og smadrede hovedet så kraftigt i asfalten, så man i nogle uhyggelige øjeblikke frygtede det værste. Og det på trods af, at han bar hjelm. Den blev flået af ham i styrtet. ”Jeg så på ret tæt hold, hvad der skete, og det var så væmmeligt, at jeg nærmest blev paralyseret af chok,” sagde Veggerby bagefter. Sørensen blev stærkt blødende kørt til hospitalet, hvor han blev syet med 40 sting og erklæret OK. Kækt proklamerede han fra sygesengen, at han var klar igen om 10 dage.